VEDTÆGTER
for
THE HEALTH WATCHERS ASSOCIATION THE GAMBIA.
§1 NAVN OG HJEMSTED.
Foreningens navn er: ”The Health Watchers Association The Gambia” Foreningens hjemsted er Tjæreborg, Esbjerg Kommune.
§2 GRUNDLAG
The Health Watchers Association The Gambia er en privat forening, der er baseret på ligeværdighed, respekt, frivillighed og uafhængighed af politiske, religiøse og økonomiske interesser.
§3 FORMÅL
At hjælpe børn af fattige forældre i Gambia til skolegang og videregående uddannelse via hjælp til selvhjælp.
At målet er, at unge mennesker kan klare sig selv og blive værdifulde borgere i deres eget land – og give dem et håb om en bedre fremtid.
§4 ØKONOMI
Foreningens drift og arbejde finansieres af medlemskontingenter, sponsorindbetalinger samt frivillig indbetaling af støtte og donationer.
Bestyrelsen disponerer over foreningens midler.
For at give bestyrelsen mulighed for kontakt med børn og familier, og ikke mindst øvrige samarbejdspartnere i Gambia, kan bestyrelsen finansiere en rejse med max 6000 kr årligt. Beløbet deles ligeligt mellem medrejsende medlemmer af bestyrelsen.
Tegningsret
Foreningen tegnes af formanden/kassereren i fællesskab med et medlem af bestyrelsen eller af den samlede bestyrelse.
Ingen medlemmer hæfter personligt for foreningens forpligtigelser
§5 MEDLEMMER
En sponsor, som betaler for et barn/børns skolegang og videreuddannelse, er medlem.
Alle medlemmer betaler kontingent til foreningens drift.
Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling.
Sponsorindbetaling fastsættes ligeledes på den ordinære generalforsamling.
Det er muligt at være passivt medlem. Som passivt medlem er man ikke sponsor for et barn, men støtter foreningen.
Kontingent for passive medlemmer fastsættes ligeledes af generalforsamlingen.
Ophør af medlemskab skal ske senest 31/12.
§6 GENERALFORSAMLING
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af juni måned.
Indkaldelse med dagsorden til ordinær generalforsamling fremsendes af bestyrelsen i første kvartal med mindst 3 ugers varsel før mødedato.
Møde – og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer. Hvert medlem har kun én stemme på generalforsamlingen.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindeligt stemmeflertal – dog undtaget beslutning om foreningens opløsning jf. §9. Ved valg kræves skriftlig afstemning såfremt et medlem ønsker det.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent.
3. Valg af stemmetællere
4. Bestyrelsens årsberetning og godkendelse heraf.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Regnskabsaflæggelse og godkendelse heraf.
7. Fastsættelse af medlemskontingent.
8. Fastsættelse af sponsorindbetaling.
9. Godkendelse af budget for det kommende år.
10. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
11. Valg af to suppleanter.
12. Valg af revisor.
13. Valg af revisor suppleant.
14. Eventuelt.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når den er lovlig indkaldt.
Ekstra ordinær generalforsamling kan afholdes, hvis et flertal af bestyrelsen ønsker det – eller hvis 1/3 af medlemmerne ønsker det.
Indkaldelse til ekstra ordinær generalforsamling skal ske senest 4 uger efter, at der er fremsat ønske om det – jf. Pkt. 6.
§7 BESTYRELSEN
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen.
Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med vedtægterne og beslutninger truffet af generalforsamlingen.
Bestyrelsens medlemmer vælges for en toårig periode på den årlige generalforsamling.
På lige år vælges 3 medlemmer og på ulige år vælges 2 medlemmer.
Suppleanterne vælges for en etårig periode.
Ingen medlemmer kan mod sin vilje vælges til bestyrelsen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og rammerne for foreningens daglige ledelse. Bestyrelsen kan efter behov nedsætte arbejdsgrupper til at varetage foreningens forskellige aktiviteter.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
§8 ØKONOMI OG REGNSKAB
Foreningens regnskabsår går fra 1.1. – 31.12.
Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget og regnskab. Regnskabet føres af kasserer og revideres én gang årligt af den på generalforsamlingen valgte revisor.
§9 OPLØSNING AF FORENINGEN
Opløsning kan kun ske på generalforsamling, hvor mindst ¾ af de fremmødte medlemmer stemmer for opløsningen.
§10 DISPONERING AF FORENINGENS MIDLER VED OPLØSNING
I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens overskydende midler Care Danmark KBH, Jemtelandsgade 1, 2300 København S.
§11 VEDTAGELSE
Disse vedtægter er vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 25. august 2020. Senest ændret på generalforsamling den 26.juni 2021. Senest ændret på generalforsamlingen den 10. juni 2023. Senest ændret på generalforsamlingen den 8. juni 2024
Alslev den 8. juni 2024.
Hans Danielsen
Dirigent