Nyhedsbreve

Her kan du læse nyhedsbreve fra foreningen.

Som sponsor for et barn i projektet får man hvert år tilsendt nyhedsbreve:
I september måned et nyhedsbrev som indeholder oplysninger om den kommende tur til Gambia, samt et girokort til indbetaling af uddannelsespenge og en eventuel ”ekstra hjælp” til familien. Hjælpen går ubeskåret til den enkelte sponsors familie i form af indkøbte madvarer. I januar måned et nyhedsbrev med kopi af kvittering for udbetalte uddannelsespenge, kopi af barnets karakterer – årskarakterer eller eksamenskarakterer for det afsluttede skoleår. Som ny sponsor får man også tilsendt nye billeder af sit sponsorbarn.

Du kan også læse formandens beretning fra årets generalforsamling.

Gå til “læs mere” for at få adgang til nyhedsbrevene.

Læs mere
En gruppe af de lokale købmænd fotograferet på den dag, hvor de kunne hente betalingen for de leverede madvarer (skoleuniformer). På bordet ses bundter af gambianske pengesedler.

En gruppe af de lokale købmænd fotograferet på den dag, hvor de kunne hente betalingen for de leverede madvarer (skoleuniformer). På bordet ses bundter af gambianske pengesedler.

Den allerførste kvittering Nr. 00001 fra Sifoe Shop Keepers Association: Ris og andre fødevarer leveret til The Health Watchers Association – The Gambia

Andelstanken på gambiansk

Sammen står vi stærkere. Det vidste pionererne i den danske andelsbevægelse, og det har en gruppe købmænd i Sifoe også fundet ud af.

Takket være samarbejde og gode rabatter ved fælles indkøb kunne de lokale købmænd give et konkurrencemæssigt tilbud på en leverance af madvarer til The Health Watchers Association the Gambia: 18 tons ris, 5,4 tons sukker, 3,8 tons løg og 1060 l olie.

16 købmænd er med i ”Sifoe Shop Keepers Association” – vel nok det første ”andelsselskab” i Gambia.

Det store parti fødevarer er givet som gaver fra medlemmer af foreningen direkte til de fattige familier, som børnene i HWA Gambias skoleprojekt kommer fra.

Derudover finansierer foreningen madvarerne som supplerer statens madleverancer til skolen. Dette sikrer et dagligt måltid skolemad til alle 1068 børn på Sifoe Lower Basic School.

Skrædderne kan også

Tidligere var det en enkelt skrædder fra Sifoe, der stod for syningen af skoleuniformer. I år var 7 skræddere gået sammen om opgaven, og dermed fik flere skræddere mulighed for en indtjening.

HWA Gambia har været med til at inspirere købmændene og skrædderne til at samarbejde, og vi er glade for, at midler fra projektet er med til at skabe omsætning og arbejde i området.

Projekt genanvendelige hygiejnebind

Tak til Soroptimisterne

HWA Gambia har modtaget en donation på 10.000 kroner fra Soroptimist International Varde.

Beløbet går til indkøb af 200 genanvendelige hygiejnebind til pigerne i 6. og 9. klasse i landsbyen Sifoe. I fattige familier er det svært at få råd til hygiejnebind, og tabuer, fordomme og drillerier, kan være årsag til, at piger hyppigt bliver hjemme fra skolen, når de har menstruation. Projektet ligger i forlængelse af HWA Gambias uddannelses- og fødevareprogram.

Hver pige får udleveret en pakke med fem bind. Bindene kan vaskes og genanvendes i cirka 3 år. En sygeplejerske og en jordemoder, som er uddannet med støtte fra HWA Gambia, fortæller pigerne om kvindens naturlige cyklus og informerer om intim hygiejne og korrekt brug af bindene.

Tidligere har ordningen fungeret på forsøgsbasis og kun i 6. klasse. Tilbagemeldingen fra skolen lyder, at pigernes fravær er blevet mindre. Donationen fra Soroptimisterne i Varde er startskuddet til, at ordningen gøres permanent og udvides til at dække både 6. og 9. klasse.

Soroptimist International støtter mange praktiske projekter og bidrager til at forbedre især kvinders og pigers vilkår.

 

HWA Gambia siger 1000 tak for den flotte donation.

Anisata blev topscorer

Anisata Bah er en kvik pige. Meget kvik endda. Og flittig!

Den 13-årige pige fra landsbyen Sifoe i Gambia scorede en topkarakter – den højest opnåelige (Aggregate 6) – da hun var til afsluttende eksamen (The Gambia Basic Education Certificate Examination) i 9. klasse. I nyhedsbrevet formulerede vi det således, at hun var den eneste i Vestafrika. Dette er en fejl, men hun er i den gruppe, der fik den højeste karakter. I 9. klasse sammenligner man eksamensresultaterne på tværs af landegrænserne i Vestafrika.

Det er ikke alle børn i Gambia, der kommer i skole, selv om de har ret til 9 års skolegang. Nogle familier har ikke råd til at sende børnene i skole.

En dansk sponsor har via HWA Gambia støttet Anisata og hendes familie, siden hun gik i første klasse, og sponsoren støtter stadig Anisata nu, hvor hun er startet i 10. klasse. 10.-12. klasse svarer til det danske gymnasium.

Også andre elever, som er med i HWA Gambias uddannelses- og fødevareprogram, har klaret sig godt. Et par af dem var også med i toppen over de elever, der har klaret sig bedst.

Læs Mariatou og Sirreh’s takkeskrivelse

Ønsker du også at støtte? Kontakt os for et sponsorskab.